Motorsport har i mange år været opfattet som en mandsdomineret sport. Men virkeligheden er, at stadig flere kvinder og piger finder vej til racerbanerne, gokartbanerne og rallysporten – og de fortjener samme synlighed, netværk og muligheder som deres mandlige kolleger.
Track Sisters er en klub og et fællesskab for kvinder og piger med passion for motorsport. Vores mål er at skabe et stærkt netværk, hvor erfarne kørere og nybegyndere kan mødes, dele erfaringer, inspirere hinanden og udvikle sporten sammen.
I Danmark findes der i dag ingen dedikeret klub eller serie, der samler kvinder og piger i motorsport på samme måde, som man ser det i blandt andet fodbold og håndbold. Det ønsker Track Sisters at ændre på.
De fleste danskere ved, hvem Tom Kristensen og Jan Magnussen er. Men navne som Michelle Gatting, Christina Nielsen og Alba Hurup Larsen er stadig ukendte for mange danskere – på trods af deres imponerende resultater. Track Sisters skal være med til at ændre dette ved at sætte fokus på de mange dygtige kvinder og piger, der allerede er en del af motorsporten.
At skabe et stærkt fællesskab for kvinder og
piger i motorsport.
At synliggøre kvindelige rollemodeller i sporten.
At hjælpe medlemmer med at opbygge netværk
og samarbejder.
At gøre det lettere at tiltrække sponsorer
og samarbejdspartnere.
At inspirere flere piger og kvinder til, at tage del
i motorsporten.
At vise, at talent, vilje og passion er vigtigere end køn.
Uanset om du kører gokart, banesport, rally, drifting eller er på vej ind i motorsportens verden, er Track Sisters et sted, hvor du kan udvikle dig sammen med andre, der deler samme passion.
Sammen skaber vi mere synlighed, flere muligheder og en stærkere fremtid for kvinder og piger i dansk motorsport.